Trods mange ukraineres ønske om at blive i Danmark, har Anastasiia Vavilina valgt at forlade Randers og vende tilbage til sit hjemland.
Anastasiia er 19 år, og bor med andre unge i et såkaldt co-living hus
Skrevet af: Victor Lundgaard
I skyggen af krigens rædsler har tusindvis af ukrainere søgt tilflugt i Danmark. I et land, hvor fremtidsudsigterne synes lysere end hjemme. Mange ønsker at blive, men for Anastasiia blev savnet til hjemlandet for stort. På trods af krigen og den fortsatte trussel fra russerne har hun alligevel valgt at vende tilbage til Ukraine til en hverdag præget af både håb, mod og usikkerhed.
“Selvom at jeg havde det godt i Danmark, er det ekstremt svært for alle at forlade alt og flytte til et andet land, når du ikke ved, om du nogensinde kommer tilbage, eller om du får dine kære at se igen”.
En undersøgelse fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet viser, at 60,4 % af de ukrainske flygtninge i Danmark ønsker at blive permanent, selv når krigen ikke længere udgør en trussel mod deres hjemby.
Samtidig er der sket et markant fald i andelen af flygtninge, der oplever symptomer på PTSD, hvilket indikerer en forbedring i deres mentale trivsel. Dog er bekymringer for familien i Ukraine stadig fremtrædende, og frygten for at blive sendt hjem er steget blandt en tredjedel af de adspurgte
Fra Kryvih Rih til Mygind
Hånd i hånd forlod Anastasiia hjemstavnen Kryvih Rih med sin mor. Faren skulle gøre tjeneste i krigen mod Rusland. I dag ved Anastasiia ikke, om han stadig er i live. I marts 2022 fandt de et nyt hjem i Mygind, syd for Randers, hvor de fik lov at bo på en landejendom hos en dansk familie. Manden arbejder i en virksomhed i Randers, og derfor tilbragte Anastasiia meget tid i byen, når Mygind alligevel føltes for småt.
“Efter at vi rejste fra Ukraine, forsvandt min far i Bakhmut-fronten, og i halvanden måned har vores familie gennemgået mange DNA-tests – enten for at finde ham i live eller for at kunne begrave ham med ære, hvis han er død. Det er meget svært, og jeg håber, at ingen nogensinde kommer til at opleve noget lignende”.
Ukrainske Kryvih Rih med 600.000 indbyggere blev erstattet med idylliske Mygind med kun lidt over 100 indbyggere. Noget af det allerførste Anastasiia og hendes mor gjorde, var at tage til H&M i Randers for at købe nyt tøj. Anastasiia startede herefter i en 9 klasse i Randers, der udelukkende bestod af ukrainske elever. Hendes mor fik job på nabogården.
“Vi boede ved siden af en stor skov med smuk natur, og det var her, jeg tilbragte meget af min tid i Danmark. Man følte sig meget velkommen, og det vil jeg altid være taknemmelig for”, fortæller Anastasiia
Højskolen som højdepunkt
Livet i den lille landsby gav dem en rolig hverdag langt fra lyden af russiske bombardementer. Alligevel kunne den store omvæltning i den lille by til tider resultere i ensomhed. Året efter begyndte hun på Rønde Højskole, hvor hun fik et fælleskab med unge fra hele verden. Højskolen huser også internationale studerende, hvilket var til Anastasiias fordel. Nu havde hun nogen at dele udfordringen med sprogbarrieren med.
“Jeg havde det fantastisk,” fortæller Anastasiia om sit højskoleophold.
Anastasiia (nr. 2 fra højre) sammen med højskoleveninderne McKenzie, Maggie og Nadia
Anastasiia tilbragte to semestre på højskolen fra august 2023 til juni 2024. Her kombinerede hun boglige fag med sport, dans og de mange fester, som højskolelivet også havde at byde på. Hun har i dag stadig kontakt til en håndfuld af sine højskoleveninder.
Farligt, men hjemme
I sommeren 2024 efter afslutningen på højskolen, flyttede Anastasiia hjem til Ukraine. Hun er vokset op i Kryvih Rih, men bor i dag i Lviv i det mere vestlige ukraine. Her studerer hun journalistik på universitetet.
“Her er der stadig lyd fra missiler” fortæller hun.
I sidste uge måtte hun med en flok venner søge tilflugt i lejlighedskompleksets kælder.
Selvom at Anastasiia modsat mange andre ukrainere vælger at vende retur, husker hun positivt tilbage på sine to år i Danmark, selvom at livet i det flade Danmark også har været en udfordring.
“At miste nogen betyder at miste tid. Derfor er det tid til at leve. Det er netop derfor, jeg vendte tilbage til Ukraine, hvor alt føles hjemligt, nært og velkendt. Det er håbet om en lys fremtid, der giver mig styrken til at støtte hæren og soldaterne”.
“Slava Ukraini”, siger hun afslutningsvis.
Anastasiia til træning i førstehjælp og medicin