Af Liva Milde
Da krigen i Ukraine brød ud i februar 2022, blev millioner af ukrainere tvunget på flugt.
Blandt dem var det ældre ægtepar Tetiana og Yevhen Malikova. De var blandt de allerførste ukrainere, der satte deres fødder i Dragonparken. Et boligområde i den gamle kasernebygning i Randers, som nu fungerer som boligtilbud for flygtninge og migranter. Stedet blev et nyt hjem for ægteparret, som har mistet alt i deres hjemland. Den daglige drift står to ansatte og en stor gruppe af frivillige randrusianere for.
Nu, to år senere, har de skabt sig et nyt liv i Randers. Midt i et fællesskab af andre flygtninge, der deler deres oplevelser, taknemlighed og håb for fremtiden.
Styrken i Fællesskabet
I Dragonparken, der tidligere var en kaserne, findes omkring 60 lejligheder, hvor størstedelen af beboerne er ukrainske flygtninge. Det, der gør bygningen særligt, er, at det fungerer som et lille samfund.
Beboerne har ikke blot deres egne boliger, men også deler fællesområder og udearealer. Her betyder det noget at skabe et stærkt fællesskab, hvor både børn og voksne kan finde tryghed i at leve side om side med andre, der deler lignende oplevelser og baggrund.
For det ukrainske ægtepar, der kom til Danmark i den tidlige fase af krigen, har livet i Dragonparken givet dem en følelse af håb og muligheder. Noget, de aldrig havde turdet drømme om i de mørkeste dage under flugten fra deres hjem i Ukraine:
“Vi er taknemmelige over at have fået mulighed for at bo i Randers. Og jeg er taknemmelig over den hjælp vi også kan få, til min mand. Han er handicappet og mangler et ben. Jeg har alle muligheder og alt hvad jeg nogensinde kunne bede om,” fortæller hun med et smil, der vidner om både lettelse og håb for fremtiden.
Taknemlighed
I Randers har ægteparret fået både praktisk hjælp og den menneskelige støtte, som har været essentiel for deres tilpasning til det danske samfund. Men selv i lyset af dette, er deres tanker ofte rettet mod Ukraine. For i deres hjemland er krigen langt fra slut, og mange ukrainere lever stadig i en konstant frygt for at miste livet eller nogen de elsker til krigen.
Tetiana fortsætter, og med en tåre ned ad kinden remser hun en liste op:
”Danmark har givet os tøj, sko, møbler og et sted at bo. Men i Ukraine lige nu, der falder bomber hver dag.”
Tetiana peger på det store puslespilskort som hænger i det lille køkken.
”Vi boede her tæt på byen Sumy. Det er kun 15 kilometer fra grænsen,” forsætter hun.
En hverdag i et andet land
Selvom livet i Dragonparken er langt fra den virkelighed, de fleste danskere kender, er der dog tidspunkter, hvor både julehygge med børnebørnene og frivilligt arbejde får lov at fylde:
”Vi laver forskellige ture rundt omkring i byen, afholder forskellige ukrainske kulturbegivenheder og er med i en hækle-strikkeklub,” fortæller parret.
Yevhen fortæller også hvordan han om sommeren går til handicapbasket med nogle andre i byen.
Familieliv i Randers
Det er tydeligt at livet tæt på familien er afgørende for Tetiana. Børnebørnene kan lide at komme på besøg både for at være sammen med Tetiana og Yevhen, og leger med de andre børn, der bor i Dragonparken:
”De elsker at komme her i Dragonparken, og har mange ukrainske venner herover. De spiller computer over i fællesrummet og leger i gården.”
Dragonparken står som et symbol på håb og fællesskab for mange ukrainske flygtninge, der har fundet en ny begyndelse i Randers. Gennem støtte, hjælp og nærhed har ægteparret og deres naboer skabt et liv, hvor de kan dele både glæder og sorger. Selvom tankerne ofte vender tilbage til deres hjemland, er det i dette lille samfund, at de finder styrke og tryghed i håbet om en lys fremtid.